Hvorfor er du ambassadør specifikt for PlanBørnefonden?
Jeg blev ambassadør for PlanBørnefonden i 2021, fordi jeg altid har ment, at hvert barn – uanset hvor i verden de er født – fortjener de samme rettigheder, den samme tryghed og de samme muligheder for at blomstre. Men det var først, da jeg rejste med PlanBørnefonden til Uganda, at det for alvor gik op for mig, hvor livsforandrende deres arbejde er.
Jeg fik mulighed for at møde mit fadderbarn, Shatrah, og tilbringe tid med hende og hendes familie. Det øjeblik vil altid blive hos mig. Det var ikke bare følelsesladet – det var øjenåbnende. Jeg så hvor stor en forskel noget, der kan virke småt for os, kan gøre i et helt lokalsamfund. Det handler ikke kun om donationer – det handler om at bygge skoler, sikre adgang til rent vand, beskytte mod børneægteskaber og give børn en reel mulighed for uddannelse.
Og selvom PlanBørnefonden arbejder for alle børn, så er det især deres fokus på piger og unge kvinder, der taler stærkest til mig. Hvert år en pige bliver i skolen, får hun flere redskaber og større selvtillid til at forme sin egen fremtid – og det skaber ringe i vandet i hele hendes familie og lokalsamfund. Når vi investerer i piger, skaber vi reel, varig forandring.
Det, der adskiller PlanBørnefonden fra alle andre organisationer, jeg har undersøgt eller talt med, er, at de ikke tror på hurtige løsninger eller velgørenhed oppefra og ned. De møder pigerne og kvinderne i øjenhøjde. De ser dem ikke som ofre – de ser dem som stærke, kloge og fulde af potentiale. De har bare fået færre muligheder. Med den rette støtte kan de rejse sig, lede og forme deres egen fremtid. PlanBørnefonden handler om empowerment – om at hjælpe dem med at få adgang til det, de allerede har i sig.
Nu hvor jeg selv er blevet mor til en lille datter føles denne mission endnu mere personlig. Hun er stadig en tumling, men jeg ser allerede hendes styrke og gnist. Og jeg tænker på alle de piger derude med den samme ild, som bare har brug for, at nogen tror på dem. Jeg ønsker, at hun vokser op i en verden, hvor piger bliver set, hørt og støttet – uanset hvor de er født.
Som offentlig person har jeg altid følt et ansvar for at bruge min stemme til noget større end mig selv. PlanBørnefonden har givet mig en måde at gøre det på – ikke kun ved at skabe opmærksomhed, men ved at være en del af noget, der gør en reel forskel. Og ærligt talt, det er en af de mest meningsfulde ting, jeg nogensinde har været en del af.
Hvad har været din største oplevelse med PlanBørnefonden?
En af de stærkeste oplevelser jeg har haft med PlanBørnefonden var at besøge Uganda og møde mit fadderbarn, Shatrah. Det var så særligt at tilbringe tid med hende, møde hendes familie og få et indblik i hendes hverdag. Men fordi hun stadig er så lille, føltes indtrykket mere følelsesmæssigt end konkret. Jeg så på en lille pige, hvis liv lige var begyndt, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan hendes fremtid ville se ud.
Det var derfor, at mit møde med Faridah (aktivist og en del af Plan International Uganda, red.) virkelig ændrede alt for mig. Jeg mødte hende også i Uganda, hvor hun delte sin historie, bød mig velkommen i sit hjem og præsenterede mig for sin familie. Senere havde jeg den store ære at stå ved hendes side i Danmark, da hun talte ved et event sammen med mig. Det føltes som at møde den fremtid, jeg håber på. Faridah var alt det, jeg kunne forestille mig, Shatrah kunne vokse op og blive – med den rette støtte. Det var som at se PlanBørnefondens langsigtede arbejde komme til live – et glimt af, hvad der er muligt, når en pige får lov til at blomstre.
Faridah er det perfekte eksempel på, hvad der sker, når man bare giver en smule støtte. Kvinder som hende rejser sig. De skinner. De tager lederskab. Og at se hende stå der med selvtillid og formål var dybt rørende. Det gjorde alt håndgribeligt, vigtigt og værd at kæmpe for. Jeg blev også ramt af, hvor stor en forskel små ting kan gøre. Som at give adgang til bind og undervise drenge om menstruation, så det ikke er skamfuldt eller tabu. Den slags undervisning ændrer alt. Pigerne føler sig set og forstået og kan blive i skole. Og drengene vokser op med empati og respekt. Det er ægte forandring. Det er sådan, man ændrer en kultur.
Og selvom disse oplevelser har påvirket mig personligt, er det næsten lige så vigtigt for mig at kunne bringe historierne med hjem. At dele, hvad jeg har set, få folk til at engagere sig og hjælpe dem med at føle sig som en del af noget større. For vi kan ikke gøre det her alene. Verden kan virke overvældende. Vi bærer alle på vores egne kampe. Men jeg tror, at den eneste vej frem er sammen – ved at vælge empati, støtte hinanden og huske, at selv små handlinger kan skabe ægte, varig forandring.
Faridah er 25 år og arbejder sammen med PlanBørnefonden om piger og kvinders rettigheder i Uganda.
Hvordan påvirker dit ambassadørskab din rolle og dine værdier som forælder?
At blive mor og at blive ambassadør for PlanBørnefonden skete nogenlunde i samme periode af mit liv, og ærligt talt har de to ting formet hinanden mere, end jeg havde forestillet mig. Mit arbejde med PlanBørnefonden har gjort mig meget mere bevidst om, hvor uretfærdig udgangspunkt er for børn rundt omkring i verden – især for piger. Og nu hvor jeg selv opdrager en datter, mærker jeg det helt ind i hjertet.
Det har gjort mig mere bevidst om de værdier, jeg vil give videre til hende – medfølelse, lighed, mod og vigtigheden af at bruge sin stemme. Jeg vil have, at hun vokser op med visheden om, at venlighed er en styrke, at empati betyder noget, og at vi løfter os selv ved at løfte andre.
Når jeg ser på hende, tænker jeg på de piger, jeg har mødt gennem PlanBørnefonden – piger ligesom hende, med det samme lys i øjnene, men født under helt andre vilkår. Det sætter alt i perspektiv. Jeg kan ikke beskytte min datter mod alle livets udfordringer, men jeg kan vise hende, hvordan det ser ud at stå op for andre og være en del af noget større end sig selv.
Mit ambassadørskab er ikke bare noget, jeg gør – det er en afspejling af den slags mor, jeg gerne vil være. Det handler om at gå vejen og opdrage næste generation med en dyb følelse af ansvar og håb.
Hvornår begyndte dit forhold til #101 t-shirten og dit kendskab til Mads Nørgaard?
#101 t-shirten har, helt ærligt, bare altid været der. Det er en dansk klassiker – jeg tror ikke, der findes en dansker, som ikke kender den ikoniske stribede trøje. Jeg har været fan på mange måder gennem forskellige faser af mit liv.
Da jeg var yngre, havde jeg den i alle mulige farver. I gymnasiet var det en go-to – en af de ting i klædeskabet, man slet ikke stillede spørgsmålstegn ved. Den var der bare, ligesom en hvid t-shirt. Pålidelig, nem og en naturlig del af hverdagen.
At få lov at genopdage den nu, senere i livet, og endda klæde min egen baby i striberne, føles virkelig som en ’full circle’. Der er noget smukt i at kunne dele et stykke dansk kultur med hende – på en måde, der både føles nostalgisk og ny.
Er der en #101 t-shirt, du altid vender tilbage til?
Ja, den i sorte og hvide striber med den røde halskant vil altid være den originale for mig. Den er ikonisk og passer til alt. Uanset hvor jeg har været i livet, har den altid fundet sin vej tilbage i min garderobe.
Den føles både modig og afslappet – og på en eller anden måde fungerer den bare altid. Om jeg styler den med en blazer eller bare med jeans og sneakers – den er et af de stykker tøj, der får én til at føle sig hjemme og tro mod sig selv.
Hvordan valgte du farverne til din #101 t-shirt – både voksen- og børneudgaven?
Det var bestemt ikke nemt at finde på en version af #101 t-shirten, der ikke var lavet før. Men fordi jeg lavede designet i samarbejde med PlanBørnefonden – og fordi 100 % af overskuddet går til vores indsamlingskampagne for piger og unge kvinder – føltes det ekstra meningsfuldt.
Jeg blev inspireret af PlanBørnefondens logo og farver – den ikoniske blå og hvide. Det føltes rigtigt at forankre designet i noget, der symboliserer håb, styrke og forandring. Men jeg ville ikke kun designe til mig selv. Min lille pige er centrum for alt, jeg gør, og jeg vidste, at jeg ville have hende med i denne fortælling også. Fra én mor til en anden – det føltes vigtigt at skabe den forbindelse, så vi lavede en “mommy & me”-udgave.
Jeg ville dog ikke have, at de to trøjer var identiske – det føltes ikke som os. I stedet ville jeg have, at de skulle være inspireret af hinanden, matche i ånd, men med hver sin personlighed. Så til voksenudgaven valgte jeg en ren hvid bund og en markant blå halskant – en hyldest til PlanBørnefonden. Til børneudgaven gjorde jeg det mere legende med blå og hvide striber. Det er blevet til to trøjer, to generationer, ét fælles formål.
Hvordan styler du din #101 t-shirt?
Jeg elsker virkelig, hvor nemt #101 t-shirten er at bruge. Det er et af de stykker tøj, der bare passer til alt. På en afslappet dag smider jeg den på med wide-leg jeans og sneakers eller hæle. Den har den perfekte balance mellem afslappet og velklædt – og det passer så godt til min hverdagsstil.
Hvis jeg vil pifte det lidt op, bruger jeg den med et par herrebukser eller kombinerer den med en blazer. Uanset om jeg vælger en ensfarvet eller en stribet version, så giver stoffets struktur og pasformen altid outfittet lidt ekstra. Det er simpelt – men aldrig kedeligt.
Det er det, jeg elsker mest – denne der ubesværede, skandinaviske vibe. Rene linjer, neutrale toner og fokus på, hvordan tøjet føles – ikke kun hvordan det ser ud.
Nu hvor jeg er blevet mor, betyder komfort mere end nogensinde før – men jeg vil stadig gerne føle mig som mig selv. Og #101 t-shirten passer helt naturligt ind i den balance. Og på de dage, hvor jeg matcher med min datter – det er bare den sødeste lille bonus.
Har din stil ændret sig, siden du blev mor?
Helt klart – men det føles mere som en udvikling end en fuldstændig forandring. Komfort er blevet en langt større prioritet, det er sikkert. Jeg er konstant i bevægelse nu, så jeg går efter tøj, der er praktisk, hvor jeg stadig føler mig som mig selv.
Jeg er blevet bedre til at vælge tøj, der er alsidigt og tidløst. Jeg tænker mere over, hvad jeg køber. Hvis noget ikke fungerer både til en legeaftale i parken og et hurtigt møde, ryger det nok ikke i garderoben.
Når det er sagt, har jeg ikke sluppet min kærlighed til mode. Jeg vil stadig føle mig selvsikker, stærk og lidt cool, når jeg klæder mig på. Det handler bare mindre om at imponere – og mere om at have det godt. At blive mor fik mig ikke til at miste min stil – det fik mig til at forfine den.
Hvad er det første, du gør, når du kommer til Danmark om sommeren?
Lige så meget som jeg savner Danmark som land, er der intet, der slår, hvor meget jeg savner min familie og mine venner. De er altid mit første stop, når jeg kommer hjem. At kunne give dem et kram og drikke en kop kaffe sammen – det er det, jeg savner mest, når jeg er væk.
Derefter går turen næsten altid direkte til havet. Der er noget ved den danske kyst, der bare renser mit sind. Luften føles anderledes – friskere, roligere, lettere – og den får mig straks til at føle mig hjemme.
Og selvfølgelig skal jeg have en snegl eller en tebirkes – men intet slår rugbrød. Jeg joker med, at jeg kunne leve af det. De små rutiner – familie, havluft og en skive rugbrød – bringer mig helt tilbage til mig selv. Det er den slags hjemkomst, der fylder én op på alle måder.
Hvad er dine yndlingssteder i København på en sommerdag?
København om sommeren er virkelig magisk. Et af mine yndlingssteder er ved vandet – om det er en gåtur langs havnen, et dyp ved Islands Brygge eller bare at sidde ved Ofelia Plads med en kaffe i hånden. Der er noget ved, hvordan byen vågner i solen, der får én til at forelske sig i den igen.
Jeg elsker også en langsom morgen i en lille bager på en sidegade – hente en tebirkes eller snegl og bare se byen vågne. Senere på dagen mødes jeg ofte med venner til frokost et sted som Apollo Bar eller Reffen – eller går en tur i Kongens Have med en kold drik i hånden.
Og nu, med min datter, har jeg opdaget endnu flere steder gennem hendes øjne – små legepladser, grønne parker eller bare det at løbe efter sæbebobler ned ad brostensbelagte gader. Byen føles endnu mere særlig nu, fordi jeg får lov til at dele den med hende.
Læs mere om samarbejdet mellem Josephine Skriver, PlanBørnefonden og Mads Nørgaard – Copenhagen her
[GALLERY]
