I projektet #101 Through the Lens, tager kunstner og fotograf Zöe Donkos Roussos en hel stak #101'ere med sig til Ghana, hvor hun har rødder. Gennem fotografier fra hverdagslivet undersøger hun her forbindelsen mellem steder, identitet og de historier, vi bærer med os - og som vores tøj får lov at bære på.
"Jeg har gået i Mads Nørgaards #101-bluser, siden jeg var helt lille. De har været med mig, når jeg har besøgt min familie, været på ferie, i skole eller til særlige begivenheder. At bluserne får et liv, efter de er blevet købt, er jo en selvfølge, men hvilket liv og hvilke oplevelser de hver især ender med at bære på, er så forskelligt alt efter hvem der køber dem. Det er i virkeligheden dét, jeg har prøvet at udforske med det her projekt," fortæller Zoë om #101 som udgangspunkt for projektet.
Hun ser samtidig en sammenhæng mellem #101 og Ghana, særligt i farverne:
"#101 har altid været et sikkert gaveønske for mig, og jeg kan huske, hvordan jeg som barn drømte om at eje alle de mange farver og striber, den fandtes i. Som jeg ser det, er der faktisk ikke så langt fra #101's farverige univers til bygningerne og menneskene i Ghana. Det er et krydskulturelt møde, som jeg tror mange mennesker med mere end ét sted, de kalder hjem, kan genkende."
I forbindelse med projektet udgiver Zoë en fotobog, der udstilles i Nørgaard på Strøget.
Få et indblik i de historier, der gemmer sig bag 5 af fotografierne fra #101 Through the Lens her:
Den lokale salon
Jeg har en fætter, der bor i Alhajo i Accra, ikke særlig langt fra min bedstemor. I Alhajo er der en tæt "alle kender alle"-stemning. Billedet tog jeg, mens jeg var i gang med at få flettet hår i den lokale salon, hvor han bor. Jeg kom tidligt om formiddagen, men som jeg kunne forvente, trak det ud til aftenen. Det er ofte hyggeligt, og der bliver fortalt historier, mens folk kommer forbi bare for at hænge ud.
Tre generationer
Det her er et virkelig skønt billede, som jeg personligt er meget glad for. Billedet er taget i min bedstemors hus, hvor hun står i midten, min fætter Joe til venstre og min onkel Kwabena til højre. Der er god stemning på billedet – de smiler og griner – og for mig indfanger det meget godt den stemning og tilgang der er til livet.
Ridetur ved stranden
Hvis man tager på stranden i Ghana, særligt i Accra, hvor man ikke bader på grund af understrøm, vil man næsten altid støde på unge mænd, der går eller rider langs vandkanten i håb om, at nogen vil betale for et billede eller en ridetur.
Jeg ville gerne indfange det her, fordi det er en af de ting, man ikke kan undgå, hvis man har været i Ghana. I modsætning til fantasy coffins er det ikke noget, man selv behøver at opsøge – de skal nok opsøge en. Jeg har også altid forbundet ridning med kvinder herhjemme, men i Ghana er det kun mænd, jeg har set ride på heste, både på stranden og andre steder. Det synes jeg er en sjov kulturel forskel.
Eric og fantasy coffins
Billedet er taget hos snedkeren Eric, der har sit værksted tæt ved Labadi Beach. Han specialiserer sig i at lave fantasy coffins, som er en virkelig smuk tradition blandt Ga-folket i Ghana. Det handler om at ære den døde ved at udforme en kiste, der symboliserer en interesse, et karaktertræk eller et erhverv.
På billedet står Eric ved en kiste udformet som en fisk, hvilket kunne betyde, at det er en fisker, der er gået bort. Havde det været en øl, kunne det symbolisere en person, der godt kunne lide at drikke eller at nyde livet. Det er op til familien at bestemme, hvad personen skal begraves i, og hvad det betyder.
Det her var en af de ting, jeg altid havde hørt om, som projektet fik mig til at udforske nærmere. Eric er bare én af mange virkelig dygtige kunstnere, jeg mødte, og håndværket bliver ofte givet videre gennem generationer.
Bikeshow på en søndag
Dette billede er taget på en søndag, som er en kirkedag, så de fleste ting er lukket indtil sent på eftermiddagen, og der sker generelt ikke det store. Mange slapper af, inden ugen begynder, men som rastløs københavner er det her derfor en af mine yndlingsaktiviteter på en søndag. Det er et bikeshow, som plejede at blive afholdt i Jamestown, men på grund af klager fra beboere og sikkerhedsmæssige årsager er det blevet flyttet til en motorvej, der hedder Dzorwulu.
Det er en lille smule skræmmende, men også noget af det fedeste at opleve! Det er ekstremt mandsdomineret, så jeg er som regel en af de eneste kvinder, der står og kigger med.
"Jeg er meget stolt af samarbejdet med Zoë. Det er endt i et smukt og ærligt projekt om at høre til flere steder på én gang – om rødder, nysgerrighed og forskellighed. #101 lever et liv hos dem, der bærer den, og det skildrer Zoë på fineste vis med #101 Through the Lens." – Mads Nørgaard
