
Hvorfor ønsker du at støtte netop All Hands & Hearts?
Jeg vil gerne støtte All Hands & Hearts, fordi det er fantastisk, hvordan de tilbyder øjeblikkelig respons og langvarige hjælpemidler. Jeg kender Petra Nemcova, medstifter af organisationen, og det er et utroligt arbejde hende og organisationen gør i kritiske nødsituationer. Jeg kan godt lide at støtte organisationer direkte, så jeg kan følge med i hvad donationen går til.

Hvornår begyndte dit forhold til #101 t-shirten og dit kendskab til Mads Nørgaard?
#101 t-shirten har altid eksisteret i mit liv! Helt tilbage fra jeg var teenager, har den været en naturlig del af min garderobe – og den har været med overalt. Den bringer meget nostalgi, men er lige så moderne som den er klassisk. Det var altid en yndlingsting at skulle i Nørgaard paa Strøget, og det er stadig noget, jeg altid glæder mig til.
Hvordan passer #101 t-shirten ind i din stil?
Jeg har altid været vild med striber og prikker, i det hele taget farver og mønstre, men især striber har jeg en stor kærlighed til – måske fordi der er noget maritimt over dem, og jeg elsker havet. Jeg kan godt lide at mikse materialer, mønstre og farver, så derfor passer striber ind i alt, hvad jeg har på. Jeg føler mig rigtig godt tilpas der, hvor tingene ikke helt passer sammen.

Hvad kendetegner dansk design for dig?
Less is more, en kærlighed til detaljer og gode, stærke materialer. Som man kender det fra Arne Jacobsens møbelklassikere og Verner Pantons lamper. For mig er Nørgaard paa Strøgets stribede t-shirts med deres klassiske snit klart en del af de danske designikoner.
Hvorfor tror du, at dansk design har en høj status i udlandet?
Vi har en utrolig stærk designtradition helt tilbage fra tidlig modernisme, med visionære designere, der har tænkt i alt fra bestik og legetøj til bygninger. Tænk bare på Kay Bojesen. Man kan se på lang afstand, at det er dansk design: rene linjer, et tydeligt formsprog og en kvalitet, der mærkes.