Collaborations Interviews

Workers By Heart · Mød tatovøren Lena

Workers by Heart er en hyldest til autenticitet, funktionalitet og kreativitet. Den er designet til dem, der former, skaber og har modet til at være sig selv.

Kampagnen viser tre forskellige personligheder, portrætteret af fotograf Fryd Frydendahl, i deres rette element – en tatovør, en snedker og en fiskehandler – alle klædt i nøje udvalgt tøj fra Kansas x Mads Nørgaard – Copenhagen kollektionen. Det er tøj til virkelige, ekstraordinære mennesker, perfekt til hverdag, weekender og på værkstedet.

Gennem dette samarbejde vil vi udfordre traditionelle opfattelser af arbejdstøj ved at gentænke, hvem der kan bære det, og hvilke professioner det repræsenterer. Denne kollektion hylder ikke kun arbejdstøj, men også mangfoldighed og anerkender det brede spektrum af erhverv og de mange unikke måder, folk skaber og arbejder på. 

Navn. Lena
Titel. Tatovør
Pronomen. de/dem
Lokation. Studiestræde 30A, 2. sal, København K
Instagram. @lenaxvalentine

Fotograf. Fryd Frydendahl @frydfrydendahl
Koncept, casting, art direction og interview. Mads Nørgaard – Copenhagen @madsnorgaard

Hvordan endte du med at blive tatovør?

Jeg har altid gerne villet være tatovør. Fra jeg var helt ung, har jeg været tiltrukket af tatovering. Jeg fik min første tatovering, da jeg var 13 år. Meget ulovligt, ja! Hahaha!

Da jeg var 16, tatoverede jeg mine venner derhjemme. Det var tit efter punkkoncerter som en hobby og en sjov ting at gøre. Jeg har altid været god til at tegne, og jeg var vild med at kombinere det med at tatovere. Det blev jeg ved med, indtil jeg var 25 år. I den periode arbejdede jeg aldrig professionelt, men min passion voksede sig større og større – det blev en livsstil for mig.

Til sidst fik jeg en slags åbenbaring, hvor jeg tænkte: "Jeg må virkelig tage det her alvorligt." Og så indrettede jeg et studie derhjemme. Det gik godt. Der var masser af mennesker, som gerne ville tatoveres af mig. Derfor begyndte jeg at gå ind i tatoveringsbutikker i København og tale med dem om at få en plads der. Jeg endte med at få arbejde i Heart of Hearts Studio, og så kom der fart på min professionelle karriere.  

I dag er jeg en del af et studie, der hedder Whore House Studio, og jeg sidder i Studiestræde 30A på 2. sal.   

Hvad elsker du mest ved at være tatovør?

Det er for mig en konstant søgen efter at lære mere om mig selv og andre.  Som tatovør arbejder man meget tæt sammen med andre mennesker. Man er nødt til at lære sin kunde at kende på et eller andet plan. Det er vigtigt for at kunne hjælpe dem med at udtrykke, hvad de gerne vil have. På den måde opbygger man et særligt bånd til kunden.

Mange mennesker kommer for at få bekræftet noget om dem selv. Tatovering er meget udtryksfuldt. Jeg tror, at meget af det handler om behovet for at få autonomi over sig selv. Jeg føler mig ydmyg over at være en del af det.

Desuden er tegning og tatovering ganske enkelt en ægte passion. Jeg ved, det lyder banalt, men for mig er det en livsstil. Ikke bare et arbejde. Eller en hobby.


Hvad er det første, du gør, når du ankommer til studiet?

Jeg velsigner rummet med Palo Santo (helligt træ), tænder stearinlys og sætter noget musik på. Kombinationen af duften fra det røgede træ, de levende lys og den rolige musik skaber en dejlig atmosfære for både mig og mine kunder.

Faktisk laver jeg playlister hver måned, der specifikt er til arbejdet. Jeg prøver at blande forskellige genrer, så alle, der kommer her, hører noget, de godt kan lide.

 

Hvilken del af dit arbejde ville folk blive mest overraskede over?

Det vil nok være, at det er meget tidskrævende at tatovere. Det fylder det hele på de fleste dage – eller faktisk i mit liv, for jeg bygger mit liv op omkring det: Jeg står op om morgenen og tegner, og så tager jeg hen i studiet. Derefter arbejder jeg. Jeg laver også lidt på sociale medier, maler eller besvarer e-mails. Og når jeg kommer hjem, maler jeg hele aftenen. I hvert fald de fleste dage. Alt i alt går det meste af tiden med tatovering.  

Og ja, jeg kan godt lide det på den måde. 

 

Hvad er dit yndlingsværktøj? Og hvorfor?

Jeg har en tatoveringsmaskine, der er lavet af en tatovør fra LA. Han arbejder i Mid Town Tattoo Shop. Jeg kan godt lide hans stil, og den passer godt til min. Derfor spurgte jeg ham, om han ville bygge en maskine til mig. Og det gjorde han så. Det er en spolemaskine. Andre bruger roterende maskiner eller pennemaskiner. Jeg arbejder altid med spolemaskiner.

Det er mit yndlingsværktøj, for jeg bruger den maskine hver dag.

Jeg var så heldig at møde ham for to år siden – flere år efter, at jeg havde købt maskinen af ham. Det var virkelig fedt at møde ham og tale med ham om maskinen og om hans idéer bag den.


Hvor meget betyder dit tøj som tatovør? Og hvorfor?

Stilmæssigt er tøj meget vigtigt for mig. Jeg kan godt lide at klæde mig pænt på til arbejde. Faktisk kan jeg generelt godt lide at udtrykke mig gennem mit tøj – ikke kun på arbejdet. Det passer vel meget godt med, at jeg også udtrykker mig gennem tatoveringer.

Derfor bruger jeg det samme tøj til arbejde og fritid. Jeg har det fint med, at der er lidt blækklatter på mit tøj. Faktisk tror jeg, at der er blækpletter på alt tøjet i min garderobe. Hahaha! Men det er okay. Blæk er en del af min personlighed.

[GALLERY] 

Kansas x Mads Nørgaard – Copenhagen samarbejdet er tilgængeligt fra den 3. oktober kl. 10 hos Nørgaard paa Strøget, i Mads Nørgaard – Copenhagen i Aarhus og Berlin, hos udvalgte forhandlere og online på madsnorgaard.dk her.

1 af 1