Interviews News

Betty Krag om denim og streetstyle

Den fremadstormende fotograf og altid cool, kreative Betty Krag sammenligner denim med en yndlingsbog og ser cyklen som en vigtig del af Københavns streetstyle. Vi har talt med Betty om hendes holdning til denim, stil og streetstyle. Læs med i denne Q&A.

Om Betty Krag

Betty Krag er fotograf og kreativ, født og opvokset i København.

Hvorfor tror du, at denim stadig lever i modebilledet?

Fordi man kan have denim i skabet for evigt! Jo mere patina denim får, jo mere karakter indeholder det. Jeg får nærmest lyst til at sammenligne et par slidte jeans, som man har haft i årevis, med en bog. De kan rumme en historie, som ligger lige der i baglommen.

Hvilket fit til et par jeans ville du vælge i dag?

Jeg har et par vaskede jeans i lidt mørk denim, som jeg har købt vintage i Paris. De sidder tæt, men ikke i “skinny jeans”-kategorien. Mere slim fit, så de bare følger benene hele vejen ned til anklerne. Meget ligeud ad landevejen.


Kan man tale om en “københavnsk streetstyle”?

Det tror jeg, at udlandet tænker, ja. Men som københavner ved jeg ikke umiddelbart, hvordan opskriften lyder. For mig er en cykel dog altid en del af looket! Og måske er vi især blevet “opdraget” med lag på lag i København for at kunne holde varmen, men med en mission om, at ens jakke ikke skal dække hele ens outfit. Og så tænker jeg også især på strik, som veninder eller mormor har strikket til én, og cashmere som meget Kbh.


Hvornår får du lyst til at stoppe op og tage et billede af en person på gaden?

Jeg kan rigtig godt lide folk, der har et introvert udtryk. Hvis man kan komme ind under det og dokumentere dem på en genert måde, synes jeg tit, at et foto kan føles stærkt og spændende at kigge på. Jeg føler, at jeg har prøvet alt for mange gange at lade en person gå forbi mig, især i udlandet, hvor følelsen af ærgrelse over aldrig at se dem igen rammer med det samme! Så jeg øver mig i altid at reagere, når nogens udtryk står ud for mig. Jeg tror også meget, at jeg kigger på folks hår og måden det arbejder sammen med ansigtet på.

Hvad kendetegner din fotostil?

Spontanitet og små fortællinger, tror jeg. Om det er min vens tur hjem fra skole eller en tur ud af byen med toget, kan det for mig blive en rigtig vigtig situation at dokumentere. Men jeg synes også, at det er spændende at blive ved med at udvikle sig med sine kendetegn. I perioder bliver jeg optaget af forskellige ting. Forleden blev jeg vild med at finde alle fotos frem fra min kamerarulle, hvor mine venner eller jeg selv cykler. Det havde jeg f.eks. 1.396 fotos af. Det er sjovt at dykke ned i temaer.



Hvad inspirerer din påklædning?

Mange ting og ingenting! Jeg står altid op og tager noget på uden at tænke for meget over det. De bedste outfits, når jeg tænker tilbage, er altid dem, der bare kommer på, på fem minutter. Jeg bliver altid inspireret af mine venner, men også meget af danseverdenen. Især moderne dans og ballet såsom benvarmere, strømpebukser og små strikshorts. Jeg har baggrund i ballet og holder meget af at holde det tæt.


Oplev vores denim streetstyle-serie i anledning af Copenhagen Fashion Week, fotograferet af Betty Krag.