Hun fik som 16-årig minoritetsetniske piger til at spille fodbold i Gellerupparken i Aarhus. Nu drømmer Nagin Ravand om at præge udviklingen af kvindefodbold fra toppen af FIFA– og om at stå i spidsen for Afghanistans kvindelandshold. Her fortæller hun, hvordan fodbold er blevet hendes middel til at gøre verden til et bedre sted.
Jeg er født i juni 1999 og var kun tre år gammel, da jeg kom til Danmark fra Afghanistan med mine forældre og søskende som FN-kvoteflygtninge. Vi slog os ned i Nørresundby i Nordjylland, og jeg har nok været 10 år, da jeg tog med en veninde til fodboldtræning i Lindholm IF. Mit førstehåndsindtryk var faktisk en undren over, at jeg først på det tidspunkt fandt ud af, at der fandtes et fællesskab som dette udenfor skoletiden. Et sted, hvor pigerne fra klassen også mødtes. Det var, som om jeg følte mig endnu mere udenfor, da jeg først blev inviteret med til træningen.
Men den følelse blev hurtig overskygget af glæden, jeg oplevede, da træningen gik i gang. Jeg var helt vild med den følelse, fodbold gav mig: At stå på græsset med bolden, og så var det kun målet og vejen dertil, der betød noget. Den følelse har jeg stadig, når jeg spiller fodbold. Jeg fandt også ret hurtigt ud af, at det var en sport, jeg havde talent for, og jeg var i flere omgange til træning på AaB’s talentcenter i Aalborg.
“Fodbold gav mig troen på, at jeg var skidegod til noget, men det mindede mig også om, at man altid vil være afhængig af, at andre har lyst til at spille med en, og på den måde gjorde det mig til en meget åben person.”
Jeg lærte at samarbejde.
Min største drøm som fodboldspiller var bare at blive ved med at spille og blive bedre. Jeg levede på den hype, jeg fik, når jeg driblede forbi et helt drengehold, eller når jeg havde lært en ny finte. Jeg var i konstant konkurrence med mig selv, men jeg havde aldrig rigtig et større mål, jeg drømte om. Som barn fra Afghanistan, så tog jeg ligesom, hvad jeg kunne få. Jeg tænkte aldrig ud over det. Jeg levede allerede i drømmen: At være i Danmark, at spille fodbold, at være dygtig til det. Det var min drøm. Det er en drøm, mange i Afghanistan stadig lever for. I min position var det svært at bede om eller drømme om mere. Giver det mening? Jeg tror, jeg havde for travlt med at være taknemmelig for noget, som egentlig hele tiden har været min ret. Det er en svær balance.
Efter at vi i 2013 flyttede til Gellerupparken i Aarhus-forstaden Brabrand, fandt jeg ud af, at der ikke var nogle fodboldhold for de lokale piger. Jeg fik dog ret hurtigt en relation til de lokale frivillige i fodboldklubben ACFC (Aktivitet Center Football Club, red.), fordi jeg konstant spillede på deres baner. Det var på et fælles initiativ fra mig og ungdomslederen Mac, at vi etablerede en afdeling for 9-16-årige piger i klubben. Mac var min evige støtte og højre hånd, og det var også ham, der gav mig modet til at kaste mig ud i det. Vi ville skabe noget, der var større end os selv, og derfra tog jeg ansvaret på mig og satte en proces i gang, der stille og roligt begyndte at bære frugt. De største benspænd var helt klart folks fordomme. Jeg husker tydeligt de blikke, der blev sendt min og pigernes vej, når vi skulle spille kampe på udebane. Alt for ofte skulle vi høre på vores modstandere, som vi i øvrigt aldrig havde mødt, sige ”pas på dem her”, før kampen overhovedet var begyndt. Det er udtalelser som disse, der gør, at man bare ikke har lyst til at sætte en fod på en fodboldbane, når man allerede er blevet dømt til at være aggressiv eller bliver associeret med en stereotyp, inden man får lov at definere sig selv på og udenfor banen. Konsekvensen var, at nogle af mine piger ikke ville være med til at spille kampe. De kunne opleve, at deres frispark ikke bare var frispark. Det var altid et frispark begået af en aggressiv muslim.
En anden ting, der gik mig på og gav et slag på selvtilliden, var, at jeg aldrig selv rigtig blev anerkendt som træner, og når man så ikke kunne komme udenom, at det faktisk var mig, der var træner, så blev jeg mødt med et halvt smil og løftede øjenbryn. Om det var, fordi jeg var 16 år og kvinde, eller fordi jeg bærer tørklæde eller måske det hele på en gang, ved jeg ikke. Jeg blev altid set på, som om jeg ikke havde nogen kompetencer at byde på. Mit bedste minde er helt klart den første kamp, pigerne spillede, og min første kamp som træner.
“Det var i det øjeblik, pigerne gik på banen i fuld kampuniform og med hovedet højt, at jeg virkelig følte mig stolt og nærmest var lykkelig over det, der var ved at ske. Det var jo bare en fodboldkamp, men på mange måder var det også liv og lys.”
Hvis jeg i dag mødte den yngre Nagin Ravand på gaden, lige da hun skulle til at opstarte pigefodboldafdelingen i ACFC, ville jeg give hende det råd, at hver gang, der er noget, der føles svært eller skaber en form for usikkerhed, så er det et tegn på, at man går i den rigtige retning.
Jeg har af og til hørt den der med: Jo, du har været med til at give en masse piger en sund fritidsinteresse, men I holder dem også fast i et indvandrermiljø og dermed gør I ikke noget godt for integrationen. Jeg kan godt forstå pointen. I starten ville jeg nok have svaret, at det vigtigste er, at man bare får en mulighed for at bevæge sig, og så kan det være lige meget hvor og med hvem, fordi fodbold har evnen til at bringe folk sammen på kryds og tværs af alle forskelle, om man vil det eller ej. Så det handler egentlig bare om at komme i gang på den ene eller den anden måde. Det står jeg stadig ved.
På den anden side skal man som kritiker af initiativet altså også huske at spørge sig selv, hvorfor behovet for at skabe ”vores eget” er opstået. Hvis der virkelig var plads til minoritetsetniske piger i de eksisterende foreninger, ville dette behov i så fald overhovedet have været der? Der ligger en klub eller to lidt udenfor Gellerupparken – hvorfor spiller alle piger ikke bare der? Det synes jeg da også ville være skidefedt, men det er bare ikke tilfældet. Det er ikke virkeligheden. Det er ikke en kritik af de klubber, men et spørgsmål om rummelighed. KAN og VIL man rumme alle piger? Og hvis man er hurtig til at svare ja på det spørgsmål, så skal man kigge indad og på sin struktur for at se, om man aktivt også gør noget for at leve op til denne ambition.
Alle kan ikke alt, og derfor er det da bare en kæmpe gevinst at der er nogle der tager initiativ til at skabe deres ”deres eget”, fordi alternativet ville i mit tilfælde være, at de her mange piger ikke kom til at spille fodbold på det tidspunkt, de nu gjorde. For mig at se kan det kun gå for langsomt med at komme ud på banen. Så jo, i dag har jeg faktisk nogle større drømme med fodbold end bare at kunne spille det. Helt overordnet: Jeg kæmper for, at piger og kvinder med minoritetsetnisk baggrund har de samme muligheder for at være med på fodboldbanen, som majoriteten har. Det er ikke kun mulighederne, jeg er opsat på at skabe, men også de rette betingelser for at kunne være med 100 procent og udnytte sit fulde potentiale på lige fod med alle andre. Målet er at reducere den ulighed, der er i fodboldverdenen. Og nu, når vi er i gang: Jeg drømmer om at sidde i FIFA’s eksekutivkomité, hvor jeg kan være med til at sætte retningen for kvindefodbold i hele verden. Og jeg drømmer om at stå i spidsen for det afghanske kvindelandshold og repræsentere Afghanistan i en tid, hvor det har brug for det mere end nogensinde.
