I år fejrer Danmark 100-årsdagen for ændringen af den danske forfatning.
1915-forfatningen gav danske kvinder ret til at stemme og stille op til valg. Folketinget og regeringen markerer denne milepæl med en national fejring i løbet af foråret 2015, der kulminerer i weekenden den 5-7 juni. Fejringen vil fokusere på ligestilling, demokrati og deltagelse i dagens Danmark.
I forbindelse med fejringen blev 100 personligheder bedt om at skrive 100 personlige forfatningstaler, herunder kan du læse Mads’ bidrag.
I ANLEDNING AF 100-ÅRET, JEG VIL GERNE SIGE TAK!
Jeg har altid ment, at vi mænd måske er dem, der har fået mest ud af kvindernes frigørelse – og jeg har altid været taknemmelig over at være født på et tidspunkt, hvor det at være mand kunne tolkes på andre måder end det hårdt patriarkalske.
I år fejrer vi 100-året for kvindernes stemmeret. For mig er der tre ting der maner til eftertanke i år: Dels, at det kun er 100 år siden, dvs. at min farmor var blandt de første der stemte, længere er det ikke siden. Dels at det var en kamp, altså at der blev kæmpet, ergo at nogen var i mod, hvor langt ude forekommer det ikke i dagens Danmark – og slutteligt dette: Hvem er det egentligt der har vundet ’frihed’ i denne kamp mellem kønnene. - Frihed for hvem og frihed til hvad, som Lenin polemisk spurgte.
Jeg medgiver, at det er dybt etnocentriske og egoistiske synspunkter, at alle tre emner kun giver mening set fra dagens Danmark og ikke bygger på en forståelse af tiden dengang – men mit ærinde er også helt egoistisk: jeg vil gerne sige tak! Tak til Nina Bang, Olivia Nielsen og alle de andre kvinder og mænd som med vedtagelsen af Kvinders Valgret og Valgbarhed fik lagt en af de største og mest symbolske grundsten til den fortsatte frigørelse af kønnene, som vi i dag nyder resultaterne af og tager så helt for givet. Og for at svare Lenin: Frihed til, endnu ikke frit, men langt friere end før, at vælge sit livs retning og indhold, og det for begge køn.
For der bliver med rette talt meget og mest om kvindernes frigørelse, især nu og i det hele taget – min pointe er blot, at vi ikke må glemme den enorme frigørelse, der også er sket for os mænd. Vore roller og mønstre var også rigide og fastlåste, om end i en anden skala og med et andet fortegn – og med kvindernes frigørelse har også vi vundet rettigheder og råderum, således at vi i dag kan leve vores mandeliv langt mere nuanceret og rigere facetteret end vore bedsteforældre og fædre kunne. Alene udviklingen i faderrollen er et godt eksempel herpå.
Det har selvfølgeligt også været en kamp i sig selv, med sine kampe og ofre, og kvindefrigørelsen og kønskampen løb da også af sporet indimellem, undervejs – men vi mænd har ligget i kvindernes slipstrøm, og vi har kunnet høste store sejre i ly af jer kvinder, lige som vi – begge køn - også har kæmper sammen undervejs.
Men uden jer var det ikke kommet så langt og så godt – så herfra skal lyde et stort tillykke, og et stort tak. I har vundet en sejr som er langt større end I selv ved.
Vi er slet ikke i mål endnu, men vi har vundet store sejre på vej mod at selv at vælge og bestemme, og det for begge køn. Tak for det!
- Mads Nørgaard
