Hvad er tankerne bag julehuset?
De første tanker drejede sig om at forstå det kunstneriske potentiale i et benspænd, da dele af julehusets format og æstetik var bestemt på forhånd f.eks. farverne, som skulle hentes fra Nørgaards sæsonfarver, og at forsiden gerne måtte ligne eller repræsentere butikkens facade.
Som billedkunstner arbejder jeg primært med installation og skulptur. For mig er de ting næsten det samme som at tegne et hus, da de begge har en tredimensionel form og en konstruktion. Tankerne bag julehuset var at skabe en komprimeret skulptur, med forskellige typer af formsprog ud fra hver enkelte side/opstalt, nogle hentet fra facadetegninger og fotos og andre bare fra min hukommelse.
Hvordan var det at arbejde med et Nørgaard julehus?
I starten havde jeg det lidt ambivalent over at skulle arbejde billedkunstnerisk med temaet, da julen jo er den mest kapitalistiske og amerikaniserede højtid på året. Men nu når jeg tænker over det, så tager mange af mine kunstværker ofte udgangspunkt i en følelse af ambivalens.
At arbejde med julehusets overflader – pink, sort, sølv, gavepapir, hundredvis af konfetti-stjerner og lak – var lidt som at udføre en virkelig syret, tredimensionel collage.
På et eller andet tidspunkt i processen fortalte Mads (Mads Nørgaard, red.) mig, at da Nørgaard blev grundlagt hed butikken ‘Sørgemagasinet’. Det var et sted, hvor man kunne købe tøj og stof til begivenheder og perioder, der relaterede sig til sorg. Hvis du spørger mig, så er julen helt klart også en sorgfuld periode. Julehuset er et forsøg på at lave en mærkelig gaveindpakket skulpturel beholder på dét også, på sin egen skæve, skinnende og camp måde.
Hvordan kan man se, at du står bag julehuset?
Lige ved første øjekast tror jeg ikke, at man kan se, at det er mig, der står bag julehuset, da jeg normalt ikke arbejder med så mange farver og glimmer. Men undersøger man den lidt nærmere, vil man nok kunne se det ud fra måden jeg har opbygget, overlakeret og indkapslet fladerne og dens detaljer på.
Hvordan håber du, at julehuset vil blive oplevet hos Nørgaard?
Det interessante ved Nørgaard paa Strøgets vinduesdisplay er, at der er mulighed for at opleve rummet, som julehuset står i, fra flere sider. Jeg håber, at den bliver oplevet på alle mulige måder, gerne lidt uncanny, forvirrende, dekorativ og underlig. Jeg håber, at der er nogle børn, der oplever den som værende lidt magisk, imens de voksne synes, at den er til den trashy side.