Hvilket studie eller job har haft størst betydning for måden, du anskuer livet på?
Jeg begyndte på assyriologi på Københavns Universitet i september 2005. Jeg var 25. Gravid. Forvirret og glad. Boede på Vesterbro med min daværende kæreste. Vi havde termin 5. januar. Hun kom til verdenen 9. januar. Og jeg ville ikke på barsel. Jeg ville studere: Mennesker i verdenen. Mig selv i verdenen. Og verdenen i mig. Nogle gange sad jeg med det lille nye liv i mine arme og ammede hende, når jeg havde undervisning. Du får læring ind med modermælken.
Hvad var din ambition med at læse assyriologi?
Jeg ville gerne forstå mennesker. Forstå, hvorfor vi fortæller og skaber de historier, som vi gør. Og hvad er det, der gør, at vi kan få folk til at tro på de historier. Altså, det er jo skørt, at man kan få mennesker til at tro på en vandgud. Endsige Donald Trump. Nå, men for at kunne forstå, tænkte jeg, at jeg var nødsaget til at starte der, hvor folk begyndte at fortælle historier. I al fald på skrift. Derfor begyndte jeg på assyriologi – Mesopotamiens oldtidhistorie. Her skulle jeg lære kileskrift, ja, et helt nyt sprog, måske en helt ny tankegang. Selv om det på sin vis viste sig, at folk, dengang, også bare var nogle folk, ligesom vi er i dag. Vi er det eneste dyr, på hele kloden, der skaber de mest absurde og medrivende fortællinger, der skaber og indleder krige, kærlighed, konspirationer, religioner og mening. For hvad fanden er meningen egentlig med det hele? På et tidspunkt indså jeg så, efter at jeg havde læst nok tekster, at jeg også måtte arbejde mere håndgribeligt, selv om kileskrift nu også er rimelig håndgribeligt, men ærligt, det blev sgu for filologisk, og derfor begyndte jeg på nærorientalsk arkæologi. Her bruger du materiel kultur til at studere mennesker og de systemer, vi har skabt for, ultimativt, at kunne leve, overleve, opleve nydelse, men også at udvikle os.
Hvad lærte du om dig selv, da du studerede assyriologi og nærorientalsk arkæologi?
At jeg bare er en del af historien. At jeg ikke er unik. Noget specielt. At jeg er alt og ingenting på samme tid. Men jeg lærte også, hvor sindssygt mennesket er for et dyr. Og de eneste, vi kan lære noget af, er hinanden. Det er jo ikke, fordi vi lærer naturen noget. Tværtom. Vi ødelægger den, så vi kan bruge den. Vi domesticerer dyr til at blive vores bedste venner. Vi spiser dem. Vi ødelægger naturen, så vi kan være her. Det hele ender jo med, at naturen ødelægger os. Det har den gjort før. Men menneskeheden er sgu noget af en survivor, så mon ikke vi bygger nye systemer og fortællinger op.
Hvad lærte du om livet?
At vi lever i et samfund. Lol. Ej. Men seriøst, der er en sandhed i det. Vi lever i et samfund som er verdensmestre i at leve og til at bedrage hinanden. Men det er vel prisen for at leve i et samfund, sågar præmissen, at vi lader os bedrage af hinandens fortællinger. Af magtens fortællinger. Det hele er jo i bund og grund bare en lang fiktion, og slutningen for os alle er, på det individuelle plan, når vi dør, på det større plan, har jeg ingen anelse om, hvad det ender med.
På hvilke måder er dit studie beslægtet med det, du siden har beskæftiget dig med?
Nu er min datter blevet 16, og i de år, der er gået, har jeg på sin vis altid lavet det samme, bare gennem forskellige medier: Journalistik. Mode. Kærestesorggruppe. Jeg har beskæftiget mig med fortællinger. Med mine egne. Med andres. Jeg har til tider tænkt, at min søgen efter at forstå spænder ben for mig. Jeg tror, at der er en dybere menig med det hele. At der er en dybere mening i mennesket. Med det hele. Der må være en forklaring på, hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg har dog også erkendt, at det måske ikke stikker dybere. At det hele bare er et eller andet: Banalt. At vi bare gerne vil leve det gode liv uden at opleve for meget smerte. Men alligevel er vi verdensmestre i at påføre hinanden lige præcis det. Har du nogensinde tænkt over, når du møder en gammel ven, sådan tilfældigt, på gaden måske, og du bliver spurgt om ”hvordan går det”, og du svarer ”godt, hva’ med dig,” og vedkommende svarer ”godt,” så stopper samtalen ligesom der. Fortællingen stopper. Så taler man måske lidt om, hvor dårligt vejret er. Eller hvor godt det er. Og så stopper samtalen igen. Det er, som om det, vi kan samles om, er sorg eller smerte. Det er der, vi kan leve os ind i verdenen. I hinanden. Smerte er lim. Glæde er opløsningsmiddel.
