FAT MOD! URSULA REUTER CHRISTIANSEN OG MADS NØRGAARD FEJRER KVINDERNES KAMPDAG MED VALMUEKJOLER OG ‘KVINDER AF ORD’
Fat Mod-kollektion
Valmuen har været et tilbagevendende motiv i Reuter Christiansens værk siden hendes film Skarpretteren fra 1971. I filmen refererer valmuen til de voldelige aspekter af det patriarkalske samfund, men også som et symbol på modstand, genopfindelse og begær.
“I mit samarbejde med Mads havde jeg frie tøjler til at få min kjole til at kæmpe! Mine valmuer vil være ude i verden og sprede budskabet. Resultatet er endnu stærkere end jeg forestillede mig fra starten. Poesi på kroppen og med en hilsen til alle, der tror på en fremtid med lighed,” siger Ursula Reuter Christiansen.
Kollektionen er skabt gennem et tæt samarbejde mellem Ursula Reuter Christiansen, Mads Nørgaard, grafisk formgiver Rasmus Koch og den nye mikrofabrik Rodinia i Nordvest.
“Som feminist er 8. marts altid speciel for mig, og det at kunne fejre dagen med en præsentation af kjoler skabt i samarbejde med Ursula Reuter og Rasmus Koch er helt særligt. Oveni er det lykkedes at sy i Ikast og producere lokalt hos Rodinia i Københavns Nordvest. Vi er så stolte både af design og produktion, kjoler med holdning, produceret rundt om hjørnet,” siger Mads Nørgaard.
Kvinder af Ord
Filmen Skarpretteren afsluttes med ‘Fat Mod. Det næste store øjeblik i historien tilhører os!’ – et citat, der også fremgår på alle styles i kollektionen. Til heldags-eventet d. 8. marts i Nørgaard paa Strøget præsenteres et program med samtale og oplæsninger af kvindelige forfattere, der fortolker Fat mod-citatet. Forfatterne er Jessie Kleeman, Sabitha Söderholm, Fie Martens Ljungmann, Ursula Andkjær Olsen, Nazila Kivi, Melanie Kitti, Aaiún Nin, Cecilie Lind, Emma Rosenzweig, Pernille Abd-el Dayem, Asta Olivia Nordenhof og Stine Pilgaard.
Kollektionen lanceres d. 8. marts og vil kunne købes i Nørgaard paa Strøget, Mads Nørgaard - Copenhagen i Aarhus, på madsnorgaard.dk og hos få, udvalgte forhandlere. Overskud fra salg af kollektionen går til Danner og deres arbejde for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder mellem kønnene.
‘Kvinder af Ord’-programmet foregår d. 8. marts kl. 11.30 – 17.00 i Nørgaard paa Strøget med oplæsninger af skiftende forfattere hver halve time. Programmet er åbent for alle.