Hjemme hos Celine Hallas elsker de farver. Både i indretningen i deres smukke lejlighed, som er en eksplosion af farver og former, og i garderoben hvor Celine og datteren Sienna deler en kærlighed for print. Vi besøgte Celine og Sienna i deres hjem i Nyhavn til en kop kaffe og en snak om farver.
Beskriv dit arbejde og de projekter du har gang i.
Jeg arbejder som fotograf og med visuel konceptudvikling for brands inden for interiør og mode. I forlængelse af det har jeg i år startet et nyt projekt op, nemlig at opbygge min Instagram til at være en platform, hvor jeg kan arbejde mere med mit evige mål i livet, nemlig at udfordre folk til at turde mere. Her prøver jeg at skrabe det lag leverpostej af, der gerne ligger over danskens syn på livet, ved stille og roligt at udfordre dem på, hvad man kan inden for farver, interiør, foto og kunst.


Hvordan er dit forhold til farver og hvordan bruger du farver i din indretning?
Jeg har et meget passioneret forhold til farver og hvordan de kan ændre stemninger og udtryk totalt - og sådan tror jeg altid, jeg har haft det. Jeg kan huske som barn at drømme om, hvordan ting skulle indrettes og med hvilke farver - og bruge en del kræfter på at få lov til at male mit værelse i diverse farver gennem tiden. Nu er jeg både hyperbevidst omkring, hvilke farver vi bruger herhjemme og samtidigt overhovedet ikke bevidst. Farvekombinationer og toner lagrer sig ligesom i min hjerne ubevidst og dukker så op, når jeg skal bruge dem. Det er meget intuitivt. Med tiden bliver de til et hjem, et foto eller noget helt tredje.

