Du har talt om at finde et sundt forhold til det, du laver – hvad indbefatter den ’sundhed’?
Måske er harmoni et bedre ord. Det er harmonisk, når jeg lader musikken finde ud af, hvad den vil, og lader være med at stå i vejen, når jeg ikke har for mange ideer om, hvad noget skal eller bør blive til, eller hvor det skal hen. Sådan er det for mig, og jeg tror, at det kan være meget anderledes for andre. Min kunst har et sky væsen og bliver langt mere stimuleret af ro og plads end af, at jeg har store planer og ambitioner. Jeg har kolleger, som har det anderledes og helt modsat med deres. Jeg tror, at det harmoniske består i at lære sin kunsts væsen at kende og lade den føre an. Det lyder måske abstrakt at tale om sit arbejde som en relation, men i min oplevelse er det i virkeligheden det billede, der giver mest mening. Jeg holder meget af den amerikanske digter Mary Olivers billede af ”that wild, silky part of ourselves without which no poem can live”, når hun beskriver den del af et menneskes væsen, hvor poesien bor.
Hvordan vil du beskrive dig selv udefra, når forholdet har været mest usundt eller uharmonisk?
Da jeg var yngre, ledte jeg efter meningen med det hele i kunsten, og når jeg ikke fandt den, ledte jeg mere voldsomt. Der opstår dissonans, når vi vil have noget ud af en ting, som den ikke kan give. Nu leder jeg ikke efter min mening med livet i kunsten – jeg tror slet ikke, det er der, den bor. Musik laver jeg, fordi jeg godt kan lide det, og det er et langt mere harmonisk grundlag. Meningen kommer og går, men den er en helt anden natur, som jeg ikke tør gøre mig klog på.
Hvilken balance mellem livet og kunsten leder du efter?
Når man har en metier, som i sin natur arbejder med et publikum, og som kommer med sejlivede og forførende, romantiske fortællinger om dens udøvere, så er det vigtigt at huske på, at selv om der er mennesker, der kommer og klapper og hujer eller måske gør det modsatte, så er det kunsten, der får ros, og kunsten der får ris, og selv om et publikum måske ikke kan se forskel på kunsten og kunstneren, så er der en vigtig forskel. Kunstneren er et meget ordinært væsen, en god kunstner er et ordinært væsen, der har øvet sig, det er kunsten alene, der har det privilegium og den udfordring at forsøge at være ekstraordinær. Jeg tror på, at kimen til det bor i alle mennesker, men kunsten kan ikke og skal ikke fylde hele væren.
Bliver din musik overhovedet bedre af, at du som udøvende kunstner er i balance?
Som udøvende kunstner er det ikke rigtigt min opgave at bedømme, hvad for noget arbejde der er bedst. Min opgave er at arbejde. Men det er en gammel sang, den lidende kunstner, der bløder arbejdet frem, og nogle gange kan det virke meget stærkt. Det er også en fortælling, der har mange uheldige implikationer. Hvis vi kan blive enige om præmissen, at intet menneske går fri for lidelse – det lader til at være et grundvilkår for eksistens – så er et ønske om harmoni altså ikke ensbetydende med en mangel på store følelsesmæssige oplevelser og indhold. Min erfaring siger mig, at jeg kan beskrive og arbejde med en følelse langt mere præcist, når jeg ikke er slugt af den, når jeg ikke står midt i orkanen. Der kan man måske trække en streg, ved forskellen mellem at arbejde reaktivt og kreativt. Jeg er interesseret i en kunst, der åbner rum, og ikke en kunst, der er er ude på at sælge et program eller en særlig oplevelse, men der må gerne være følelser, og de må også gerne være store. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg synes, der er masser af god kunst skabt fra et stærkt førstepersons narrativ, og jeg kan ikke forestille mig en verden uden klassiske protagonister. Men noget af det, der umiddelbart tiltrak mig ved elektronisk musik, var sampling, det greb, der bruger andre menneskers historier, værker og stemmer til at bygge nye meninger og universer. Der er en grundlæggende skønhed i den tanke, syntes jeg; en historie, der er skabt af mange stemmer.
