TORE HALLAS OM TYKHED OG MODE

Tore Hallas, født 1984, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og arbejder primært med videokunst og fotografi, der kredser om tematikkerne tykhed og homoseksualitet.

Hvorfor har du sagt ja til at stille op til denne kampagne?
”Jeg var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle sige ja, fordi modebranchen hader tykke mennesker. Afskyr os. Vil helst være fri for at se os i deres tøj. Og jeg har selv tidligere kritiseret, når kunstnere samarbejder med modebranchen, fordi de ender med at gå ind på modebranchens præmisser, og ærligt talt ned på dens niveau. Når for eksempel en kunstner eller kunstinstitution arbejder med tøj, i samarbejde med modebranchen eller ej, og ikke automatisk inkluderer plus size-størrelser, så bliver tykke mennesker aktivt ekskluderet fra at opleve deres værk. Ville det blive accepteret, hvis man lavede et værk, som eksempelvis kun heteroseksuelle kunne opleve? Nej vel? Hvorfor er det så okay at udelukke mig fra det, fordi jeg er tyk, når vi jo alle kan blive enige om, at det ikke er okay at udelukke mig, fordi jeg er homoseksuel? Man kan måske sige, at jeg deltager i kampagnen mere som privatperson end som kunstner, selvom de to ting aldrig rigtig kan skilles ad. Og jeg sagde ja, fordi der her endelig er et kvalitetsbrand, der har besluttet sig for at være nogenlunde inkluderende. Men lad mig understrege: Mads Nørgaard kunne stadig gøre det meget bedre: I er ikke inkluderende nok, Mads! Og det må i gøre noget ved ASAP. Men det er et skridt i den rigtige retning, og så vidt jeg ved, er det det første danske herretøjsbrand i sin klasse, der gør det. Det er en personlig stor tilfredsstillelse at deltage, efter at jeg i hele mit voksne liv at have været udelukket fra den slags, men man kan godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er en god idé som kunstner med kommercielle samarbejder, og jeg har da også sagt nej til mange andre ting før det her. Og så sagde jeg også ja, fordi jeg aldrig havde troet, at jeg ville blive spurgt om at være model for noget som helst.”

Hvordan oplever du modebranchen som forbruger?
”Ekstremt ekskluderende. Meget få brands af kvalitet har plus size, og udvalget er lille. Især til mænd. Og så er der alle de ekstra forhindringer indbygget. Noget, de færreste nok er klar over, er, at de fleste brands, der har plus size, har et indirekte ’tykhedsgebyr’, fordi man kun kan købe de store størrelser online, og der oftest er forsendelses- og returgebyrer. Og størrelserne varierer meget mere i de store størrelser, så man ved aldrig, hvad man skal bestille, blot for at nævne nogle af det mere praktiske forhindringer. De fleste tykke mennesker over en vis størrelse, som interesserer sig bare en smule for mode, har en slags tøj-relaterede traumer. Det ikke at kunne vælge, hvad man vil gå i, men blot tage til takke med det, der er tilgængeligt, kan fucke med ens selvopfattelse. Og modebranchens tykfobi dukker op alle steder. Også i for eksempel sko og accessories. Jeg havde selv en oplevelse med to store og dyre mærker for nyligt, hvor selv deres cross body bags var meget for små til mig. Vi snakker om tasker, der skal hænge fra skulderen! Ekspedienten i den ene butik blev også så pinligt berørt, fordi jeg vadede ind og opførte mig, som om jeg ville købe hele butikken, og så passede selv ikke tasken. Jeg spottede, at hun talte frustreret til hendes kolleger, da jeg havde forladt butikken. Frustreret over hele den umulige situation og nok også over, at hun ikke kunne lave et salg. Nogle brands vil hellere undgå, at tykke mennesker associeres med deres brand end at tjene de penge, vi gerne vil lægge. Det had til den tykke krop, der er så stort, at det tilsyneladende vinder over kapitalismens grundprincipper, den frygt for at blive set sammen med os, sætter sig i vores knogler – eller vores fedt, skulle jeg måske sige. Og bliver afspejlet i resten af samfundet.”

Diskriminerer modebranchen på andre områder?
Mode bliver ofte ophævet til en kunstform eller en essentiel udtryksform, men hver gang folk snakker om mode på den måde, så glemmer de, at det er en af de mest ekskluderende af slagsen. Tøj er de privilegeredes udtryksform. Ting som økonomisk klasse og tykhed definerer adgangen til og eksklusionen fra friheden i den udtryksform, og fordi det primært går ud over de to grupper, så er vi ligeglade – de fattige og de tykke er ikke ønskede. Race spiller også ind i relationen til tøj. Som en ikke-hvid kunstnerkollega forklarede mig sin oplevelse, så kan en tynd, hvid person tillade sig at gå klædt på måder, som en tyk, ikke-hvid person ville blive stemplet for. Set på med mistro, hvis ikke de lige bruger den ekstra energi på at signalere med deres udseende, at de er gode middelklasse-forbrugere. Unge mænd i hættetrøjer er jo blevet brugt som skræmmebillede af politikere, men vi ved jo godt, hvad de mener med det. Det er ikke hvide mænds hættetrøjer, de prøver at retfærdiggøre deres racistiske politik med. Og jeg kunne klart forestille mig nonbinære og især transpersoner har lignende oplevelser, fordi tøj betyder så meget for vores opfattelse af menneskers køn. Læs for eksempel Luka Holmegaards smukke essaysamling ’Look’, hvor en tynd nonbinær person skriver om, hvordan deres kønsidentitet er relateret til tøj. Tøj som en undersøgelse af selvet. En undersøgelse som en tyk person i en lignende situation i øvrigt ville være udelukket fra til en vis grad. Så hvad ville en tyk transpersons oplevelse og muligheder for identitetseksploration være her? Der er altid et pres på minoriteter af alle slags om at skulle gøre noget ekstra. Jeg kan ikke smutte i supermarkedet, når jeg ligner lort uden at få skæve blikke, fordi eksempelvis tykhed og pletter på trøjen taler ind i en bestemt fordom, men min tynde kæreste kan, for at sætte det lidt firkantet op.

Kunne du forestille dig at lave kunst om dette emne?
Ja, det kunne jeg sagtens, selvom jeg ingen planer har om det. Tøj er bestemt ikke ligegyldigt, men der er ting, der er vigtigere for mig som kunstner. Lige nu arbejder jeg mere med det, der ligger under tøjet. Når jeg arbejder med tykhed, for jeg arbejder også med andre tematikker, arbejder jeg med den tykke krops fysikalitet, og især med alle de strukturelle og interpersonelle diskriminationer, som tykke mennesker oplever i mødet med den tynde verden, og næsten altid i en queer-kontekst. Det vil sige tykhed som noget, der andetgør dig fra verden omkring dig. Og det ikke at kunne gå klædt som alle andre, eller blot som man ønsker, er noget, der i den grad andetgør dig på en meget synlig måde.
1 af 3