Flyv ud i universet, mød verdens dygtigste keramikere eller kom ned i gear i naturskønne omgivelser på Lolland. Igen i år lancerer Mads Nørgaard - Copenhagen Culture Friday og tilbyder en bred vifte af kulturoplevelser – både i Danmark og nu også i Berlin. D. 29. november fra kl. 00.00 og 24 timer frem kan alle, der shopper i Mads Nørgaards butikker og online, vælge et gratis gavekort med i deres køb.
I år dækker Culture Friday 12 danske kultursteder og ét i Berlin. Der kan vælges imellem Louisiana i Humlebæk, Grand Teatret i København, Planetarium i København, DAC – Dansk Arkitektur Center i København, Gammel Strand i København, Arken i Ishøj, Trapholt i Kolding, CLAY i Middelfart, Vejen Kunstmuseum i Vejen, Kunsten i Aalborg, Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, Kunstmuseum Brandts i Odense og Schinkel Pavillon i Berlin.
”Der er så mange fantastiske oplevelser derude, der venter på en. Det kan være overvældende, selvom man forsøger at følge med. Vi håber, at Culture Friday kan være en inspiration til at komme ud og tage del i det lokale kulturliv. Vi er enormt glade for, at vi igen i år har fået så mange kultursteder med i projektet, og nu også kan tilbyde oplevelser til vores kunder i Berlin.” – Mads Nørgaard
Kærlighed til kunst
I 2022 lancerede Mads Nørgaard – Copenhagen Culture Friday som en reaktion på det internationale forbrugsfænomen, Black Friday. Mads Nørgaard - Copenhagen ønsker at bruge sin platform til at sætte fokus på et område, som de har stor kærlighed til, nemlig kunst og kultur.
Lige siden sin begyndelse i 1986 har brandet arbejdet sammen med unge kunstneriske talenter og etablerede navne. Senest med den argentinske popkunstner Marta Minujíns i anledning af hendes soloudstilling på Copenhagen Contemporary, den danske kunstnergruppe Superflex og den svenske performancekunstner Arvida Byström i anledning af kunstbegivenheden CHART 2024 i København.
Culture Friday hos Mads Nørgaard – Copenhagen gælder fredag d. 29. november 2024 kl. 00.00 og 24 timer frem. Gavekortet vælges sammen med et køb på madsnorgaard.dk her eller i Nørgaard paa Strøget, Mads Nørgaard – Copenhagen i Aarhus og i Berlin. Alle gavekort indløses online, dækker en entrébillet til den valgte kulturinstitution og gælder i mindst ét år. Billetten sendes direkte til kunderne med posten.